Overtænkning – og tåge i fjeldene
En af mine venner er lige rejst til Færøerne, for at skrive på sin næste bog. Det sidste jeg tog mig selv i at sige til ham var; ”Pas nu på tågen i fjeldene. Den kommer på et splitsekund, og så kan man overhovedet ikke se en hånd for sig.”
Heldigvis nåede jeg at stoppe mig selv, for han laver guidede, spirituelle ture i fjeldene – og kender forholdende rigtig godt. Jeg ønskede ham (heldigvis) bare en fantastisk tur.
Tågen på Færøerne er i øvrigt en knaldgod metafor for, hvordan vores sind fungerer. Indimellem dukker tågen op. Den kommer væltende, så sikkert som amen i kirken, når vi overtænker. Så kører sindet på overdrive og det meste kan synes farligt, utrygt og uforudsigeligt.
Vi gør det fuldstændig uskyldigt. Det sker for os alle med mellemrum, fordi det er en del af vores design. Indtil vi forstår hvad det er lavet af og har muligheden for at gøre noget andet. Når vi vel at mærke opdager det, og det gør vi langt fra altid.
“Fortiden eksisterer ikke. Den er slut – og kan kun eksistere i vores tanker, lige så længe vi bruger tid og energi på tankerne om den”
Fortiden eksisterer ikke, den er slut – og kan kun eksistere i vores tanker, lige så længe vi bruger tid og energi på den.
Minderne er blot tanker fra fortidens fjernlager, der dukker fuldstændig tilfældigt op i sindet. Vii bruger tid og energi på dem, fordi vi er overbevist om at de er vigtige, at det går galt hvis vi ikke lytter til tankerne, eller at vi ikke har et valg. Det vi opfatter som vigtigt, det fylder – og tågen bliver tykkere og tykkere.
Det er næsten som en sko der trykker. Jo længere tid vi går med den, jo mere ømme bliver vi.
Hjernen kan ikke kende forskel på om det smertefulde fra fortiden reelt sker igen, eller om det blot er noget vi tænker på lige nu. Den går i alarmberedskab, tågen sænker sig og vores humør daler. Og jo oftere vi gør det, jo hyppigere vil tankerne dukke op, fordi de næres af vores opmærksomhed.
Det sker også, når vi bruger fantasien (tankens kreative kraft) til at tænke alle mulige scenarier igennem der KUNNE ske i fremtiden. ”Åhhhh nej, hvad nu hvis……. jeg må forberede mig og tænke enhver tænkelig mulighed igennem (og helst mange gange), så jeg kan føle mig tryg”.
Men igen, så kan hjernen kan ikke kende forskel på om det reelt sker lige nu, eller om det blot er noget vi fantaserer os til. Den tror at fremtiden er ankommet og gør sig de største anstrengelser for at håndtere den, selv om den er en illusion. Reelt ved vi jo ikke hvad der sker om ét minut.
Vi længes, forestiller jeg mig, allesammen efter indre ro og en vis mængde tryghed. Paradokset er, at vi desperat forsøger at få ro på det kaos vi har i både sind og krop, ved at tænke endnu mere, finde ud af hvad der har udløst det, knække koden og regne den ud.
Og det siger næsten sig selv, at det er svært at få indre ro, når den der (uskyldigt) pisker en stemning op, ved at løbe efter tankerne, er den samme, som den der har mine underbukser på.
“Mennesket er den eneste art der sætter farten op,
når det er blevet væk (fra sig selv)”
Den amerikanske psykiater Bill Pettit siger så klogt, at mennesket er den eneste art der sætter farten op, når det er blevet væk (fra sig selv). Hvis tågen sænker sig i bjergene, så står dyrene instinktivt stille, indtil de igen kan orientere sig. De venter. Hvis et dyr føler ubehag, smerte eller forvirring, så sætter det instinktivt farten ned eller hviler, indtil alt igen er normalt.
Vi mennesker gør det modsatte. Vi sætter farten op, skruer op for vores tænkning og forsøger at løse udfordringen med vores intellekt.
Men når tågen har sænket sig over sindet, så er der ingenting at hente i vores tænkning. Vi er uskyldigt kommet til at tro at vores tanker er en afspejling af virkeligheden, og sindet har bare brug for tid til at falde lidt til ro. Så letter tanketågen helt af sig selv, uden at vi behøver at gøre noget.
Der er ingen kloge svar, løsninger eller indsigter at hente i vores lille, personlige tænkning lige der. Der er blot tåge.
Livet er så sindrigt og smart indrettet, at naturens orden og intelligens heldigvis sørger for, at vi bliver ok igen. At tågen letter. Både i fjeldene og i vores sind. Det er en naturlov, ligesom tyngdekraften.
“Lad din tænkning være. Det går over”
Det bedste vi kan gøre for os selv i den situation, er at være stille og vente. Lade vores tænkning passe sig selv, så godt vi kan. Mentalt forestille os, at vi har sat en stribe gaffatape på munden og har stukket hænderne dybt ned i lommen. Vent, gør ingenting og vær stille. Lad din tænkning være, så godt du kan. Det går over.
Pludselig er tågen lettet, dine tanker er faldet mere til ro, dit humør er bedre ,og du kan se langt og klart nok til at gå videre. Problemet har løst sig selv, måske var det ikke så vigtigt – eller også var det slet ikke et problem, undtagen i din hjerne.
Jo mindre vi gør, jo hurtigere går det. Det ved dyrene og det kan vi også lære. Og det forunderlige er, at jo mere vi tør slippe kontrollen, jo mere ro er der i hele systemet.
Det er her de 3 Principper virkelig har noget at byde på. Hvis du gerne vil lære noget om, hvordan dit sind virker, og hvordan du får mere ro i hovedet og i livet, så er der flere muligheder:
Psykolog Anne Stærk Dickenson og jeg kører 6 ugers onlinekurser om De 3 Principper. Dem kan du se lige her: Stærk og Donkin
Du kan læse om hvordan jeg laver individuel terapi her: HeartTeam.dk
Psykolog Mette Louise Holland har også skrevet en fremragende bog om De 3 Principper, “Dit selvhelbredende sind”. Den kan læses eller lyttes til på Mofibo, på @reolen, eller naturligvis erhverves i boghandlere.
