Fobier – når overtænkning løber løbsk.

Del gerne opslaget

Del på facebook
Del på linkedin
Del på twitter
Del på pinterest

 

Fobier – når overtænkning løber løbsk

I dag har jeg været i Lyngby Storcenter for at drikke kaffeshake på Joe & The Juice –  i arbejdstiden. Jeg var der også for at træne fobi og overtænkning med en klient. Lad os bare kalde hende Lucy. Så kaffeshaken var bare en lille bonus.

Vi har været der før, Lucy og jeg, så vi kender begge to rumlen. Sidste gang fik vi en Ice Latte, imens vi endnu en gang gennemgik de strategier og værktøjer Lucy skulle bruge, når hun skulle have skovlen under sin frygt for at køre i elevator.

Det tog 1,5 times intensiv træning, så strøg hun rundt i Lyngby Storcenter for at prøve alt hvad der var af elevatorer. Alene.

Hun har efterfølgende selv klaret træningen i at køre bil på motorvej, gå alene i Fitness centeret – og alle de andre ting, der tidligere pustede til angsten. I samtlige tilfælde, havde vi gennemgået og trænet strategierne på forhånd, når hun var til samtale hos mig i Gentofte.

Små skridt og kæmpe skridt

Hun har taget små skridt og nogle gange kæmpe skridt. Alle skridtene har dog været lige præcis store nok til at der er sket en bevægelse i den rigtige retning, uden at Lucy er blevet udfordret for meget. Lucy var faktisk ved at være ude i den anden ende af behandlingen.

Ved det der skulle have været vores afsluttende samtale, tjekkede jeg som sædvanlig en sidste gang. Var der stadig ting som Lucy undgik, for ikke at aktivere sit ubehag og sin angst?

“Jeg går altså ikke på trapper. Det har jeg aldrig gjort. Men det har jo ikke noget med angsten at gøre” kom det stille. Lucy havde anset frygten for trapper for så integreret en del af hendes virkelighed, at hun aldrig havde tænkt på det som angst. Derfor havde hun ikke tidligere fortalt mig om det.

Er en fobi også angst?

I begyndelsen havde hun svært ved at se, at frygten for trapperne ikke var anderledes end de andre forhindringer hun havde overkommet tidligere. For som hun sagde: “jamen, det her Belinda, det kan selv du ikke hjælpe mig med at få skovlen under. Det er jo noget andet, for det har jeg jo haft hele mit liv! Har det noget at gøre med min angst?”

Fobi træning, step-by-step

Så i dag har Lucy og jeg så været oppe på 10. etage, på trappen bag hotel Eremitage i Lyngby Storcenter. Der er vinduer, med den smukkeste udsigt, fra 2. sal og resten af vejen op til 13. etage. Ellers er selve trappen, kan jeg afsløre, jævnt kedelig og trænger til maling og nye gulvtæpper.

Jeg var kun med oppe de første gange. Det var jeg, fordi jeg skulle hjælpe Lucy med at holde ydre fokus på alt det “spændende” der foregik udenfor hende selv. Målet var at få hendes fokus væk fra alt det ubehagelige der rasede inde i hende. Og der var rigeligt. Svimmelhed, kvalme, klamme hænder, kraftig hjertebanken, hurtigt og overfladisk åndedræt – og frygttanker der kørte på overdrive.

Alle angstsymptomerne fik, endnu engang, Lucy overbevist om at hun var tæt på at dø – og at hun derfor var nødt til at have hele sit fokus på symptomerne for at overleve. Hun var fjern i blikket og måtte sætte sig ned flere gange, første gang vi tog turen. Alt hvad vi havde snakket om på Joe & The Juice var pist væk.

En hjerne på kogevask

Lucy’s hjerne kørte altså i ren overlevelses mode og hun var tæt på at gå på kogevask. Angsten havde endnu engang kapret hendes opmærksomhed. Hun var overbevist om, at det her ikke ville lykkes.

Lucy har lært, at jo mere fokus man har på lige præcis tanker, følelser og ubehagelige kropsfornemmelser, des mere fodrer man angsten. Men lige nu viste hendes blik mig, at vi lige så godt kunne pakke sammen. Hun var tæt på at give op.

En hjerne på skånevask

Efter en pause, lidt vand og en snak om alt muligt, der intet havde med trapper og angst at gøre, var hun klar til at gå med op til 2. sal igen. Jeg afledte hende helt bevidst. Allerede kort tid efter var der knap så mange symptomer og Lucy begyndte at slappe en anelse af. Hendes hjerne var nu mere på skåne- end på kogevask.

De efterfølgende gange blev jeg nede på 2. sal og Lucy bestemte helt selv, hvor langt op hun ville gå. Imens råbte hun ned til mig, højere og højere oppe fra – og fortalte om alt hvad hun så på vejen. Inklusive det hun kunne se ud ad vinduerne (som hun til start slet ikke ville kigge ud af).

Til sidst kunne jeg næsten ikke høre hende, men det opdagede hun ikke. Hun var optaget af at bruge værktøjerne: “Ydre fokus, ydre fokus, ydre fokus. Hvad sker der udenfor mig selv. Hvad var det nu jeg var i gang med. Jeg vil ikke lade mig forstyrre. Videre op af trappen, uden at give fokus til det der foregår i mine tanker og i min krop.”

Sidste runde

I sidste forsøg (der var nu gået lidt over en time) skulle Lucy være stille – og selv klare at holde ydre fokus. Hun var helt rolig, fattet og klar til udfordringen. Denne gang uden at bruge tiden på at mærke, føle og skanne sig selv.

Lucy fik igen selv helt lov til at vælge, hvor højt op hun ville gå. Imens pustede jeg ud på 2. sal, med ømme stænger.

Hun klarede den op til 10. etage i ét hug. Rød i hovedet og forpustet kom hun stormende ned. Hun var slet ikke til at skyde igennem. Stolt med stolt på, og med en erfaring der endnu engang viste hende, at det ikke var trapperne, der var det egentlige problem. Det var hendes fokusering på grublerierne, bekymringerne og kropssymptomerne omkring trapperne, der var det egentlige problem.

Væk var svimmelhed, kvalme, klamme hænder, kraftig hjertebanken og et åndedræt der kørte på overdrive. Hendes øjne strålede. Vi lavede high 5.

Fejringen

I den efterfølgende fejring – og snak om hvad det var Lucy var lykkes med og hvorfor – fik vi cementeret principperne i den metakognitive terapi endnu engang. Et af principperne er, at det eneste der fodrer fobier (angst), er den tid, opmærksomhed og fokus vi giver til det der skræmmer os. Fobier, angst og overtænkning kan ikke overleve, når Lucy lykkes med at holde fokus udenfor sig selv.

Det kræver en træning i de metakognitive værktøjer først, så man ved hvordan man skal få skruet ned for alt det der raser i følelseshjernen.

Belønningen

Belønningen for Lucy, på den korte bane, er at kunne glæde sig til en tur til USA med gymnasieklassen om 10 dage. Nu uden bekymringer og frygt for de trapper, der nok helt uundgåeligt, vil dukke op på turen. Og på den lange bane har hun endnu engang vist sine tanker og følelser, at det er hende der sidder i chefstolen.

Og jeg – jeg glæder mig kæmpe stort på hendes vegne og ser frem til at høre om alle hendes oplevelser fra Over There. Det er belønning nok for mig.

Efterskrift (sms):

Hej Belinda,

Jeg er kommet hjem fra USA, som gik rigtig godt. Vedrørende ny tid, så vil jeg hellere lige se tiden an, da jeg synes at det går rigtig fint lige nu, og derfor føler jeg ikke, at jeg har brug for en tid lige nu. Derfor vender jeg tilbage, når jeg føler, at jeg får brug for en ny tid 💛

Forresten så var op i Empire State Building 😆😎💪🏼Det gik så fint.

Forsæt god mandag

Kærlig hilsen

Lucy 💛❤️

Belinda

Belinda

dette er bio

Har du noget på hjertet?

Seneste Youtube video

Følg HeartTeam på facebook

Seneste blogindlæg

Om mig

Jeg har arbejdet indenfor feltet angst, stress, depression og andre psykiske belastninger de sidste 13 år og har mere end 8.000 klientsessioner bag mig. Jeg er optaget af at hjælpe mennesker til forandring, på en fuldstændig enkel og jordnær måde. Terapi behøver ikke at være en tung og trist sag og jeg er kendt for at skabe håb hos mine klienter, med lethed og ikke mindst humor i behandlingen. Læs mere >>

Skriv op til mit nyhedsbrev

Så går du ikke glip af næste blogindlæg