Oups! Der røg sutten!
I starten af mit nuværende ægteskab (det er mit andet, så jeg tilhører kategorien af serielle monogamister) hørte min husbond mig lidt for ofte sige: ”SÅ, der faldt jeg i gryden – igen!!”. Sætningen kom altid efter en episode, hvor jeg endnu engang havde tabt sutten, var blevet overvældet af negative følelser, tanker og gammel smerte, der oversvømmede mig som en tsunami. Adgangen til min rationelle, kognitive hjerne var stort set afbrudt og min amygdala var godt på vej til en nedsmeltning.
Det er DIN – eller måske de andres skyld!
Bundlinjen dengang var altid en følelse af ikke at være elsket, hørt, respekteret – eller en oplevelse af at manden min ikke tog ”ansvar”.
HAN var skyld i, at jeg havde det dårligt, for hvis bare han gjorde/
ikke gjorde dette eller hint, så ville JEG være OK!. Resultatet var altid vrede, ulykkelighed og slet skjulte beskyldninger. I enkelte tilfælde
(meget få skynder jeg mig lige at sige) kastede jeg sågar lidt rundt med
en tallerken eller to. Bevidsthedens vindue havde lukket sig og der var
nul adgang for rationelle argumenter hos fruen.
En båd i blæsevejr
Heldigvis har jeg en mand, der som regel var bevidst nok til ikke at surfe med ud på bølgen, og som næsten altid roligt afventede, at bevidsthedens vindue stille og roligt åbnede sig på klem igen. Og det var så der sætningen ”så, der faldt jeg i gryden – igen!!” faldt.
Det var opslidende, flovt og utroligt energikrævende, ikke mindst for mine omgivelser når det skete. I mit tilfælde var det tit min mand der fik skylden, men det kunne lige så godt have været alt muligt andet, udenfor mig selv, der havde fået rollen som udløsende årsag. Jeg blev som en lille båd i blæsevejr, uden anker, sejl og ror.
Smertekroppen
Ekchart Tolle bruger termen ”smertekroppen” om summen af alle de samlede, negative følelser og oplevelser, det enkelte menneske har med sig i bagagen. Smertekroppen er en lille satan, med sin helt egen selvstændige eksistens. Den dukker op på magisk vis, som skudt ud af en kanon, når vi er ubevidste og falder i følelsesgryden og den kan fuldstændig tage magten fra os. Når den overtager arenaen, så ER vi ubevidste, så ER vi den gamle smerte fra fortiden, og genoplever smerten lige så slemt som dengang. Også selvom den udløsende årsag ikke umiddelbart ser ud til at være den samme.
Flygt ikke fra mørket. Gå ind i lyset.
Smertekroppen elsker følelsesmæssige dramaer, bekymringer og negativitet. Faktisk lever den udelukkende af dem. Det er som at fodre en kanon med kugler og krudt. Og det er smertekroppen, ubevidstheden og den deraf følgende følelsesmæssige turbulens, der forhindrer os i at være i nuet og at acceptere og se virkeligheden som den er. I stedet for kæmper vi ofte en ulige kamp vi ikke kan vinde. Forsøger forgæves at ændre virkeligheden, nuet eller andre mennesker – og smider dermed bananskræller ud foran os selv.
At trække vejret ind i smerten, ubehaget, eller uroligheden, at kigge opmærksomt på det, indtil den opløses og transformeres, gør os i stand til at træffe beslutninger der hjælper os på vej. Det sidste der hjælper – surprise – er at flygte fra følelserne, fornægte dem eller at forsøge at få dem til at gå væk.
Ingen adgang for smertekroppe!
For mig kom lyset og vendepunktet, da jeg lærte at iagttage mine tanker og følelser udefra. Da jeg holdt op med at tro på, at mine tanker var en afspejling af virkeligheden. Da det gik op for mig, at det jeg troede udspillede sig foran mine øjne lige i dette sekund, i dette minut, ikke nødvendigvis var sandt – men kun min sandhed. En sandhed der sagtens kunne være en fejlfortolkning, farvet af tidligere oplevelser. At der var lige så mange sandheder og fortolkninger, som der var mennesker på jorden. Og at det der skete inde i mig, bare var en aktivering af gammel smerte.
Vejen til indre frihed
Løsningen for mig var meditation. At lære at stilne mine tanker, at betragte mine tanker og følelser og mine kropslige fornemmelser, som om jeg var en fremmed der stod og kiggede ind af et vindue. At begynde at sætte spørgsmålstegn ved mine tanker og ikke bare acceptere dem som endegyldige sandheder. At undersøge dem på ægte Sherlock Holmes maner. At bruge min vejrtrækning til at berolige mit nervesystem på en mere bevidst måde, og at træne vejrtrækningen dagligt.
Jeg bruger HeartMath’s Inner Balance Sensor til iPad ti til femten minutter hver morgen. Den guider mig ind i en tilstand, hvor der ikke er plads til smertekroppe og har langsomt gjort, at hamsterhjulet i min hjerne kører langsommere. Når jeg har tid, så mediterer jeg på tanketomhed i en halv til en hel time. Jeg har et nu et imaginært skilt i panden hvor der står ”ingen adgang for smertekroppe”. Og bliver jeg følelsesmæssigt eller tankemæssigt udfordret i løbet af dagen (and who doesn’t?) så bruger jeg min vejrtrækning som anker. Rolige, dybe, regelmæssige åndedræt, indtil uroen eller irritationen slipper. For mig har det været vejen til større indre frihed og en helt anden livskvalitet.
