Hvorfor virker terapi ofte kun på den korte bane?
Siden Freuds tid har psykologer, terapeuter og psykiatere brugt meget af deres tid på at lede i fortiden efter de udløsende årsager til psykisk mistrivsel hos klienterne.
Der er normalt også et stort fokus på traumer i klassisk terapi. Det er der, fordi man tager udgangspunkt i, at man skal forstå de udløsende årsager, for at blive rask. Men alt tyder på, at det er det forkerte sted vi tidligere har ledt.
Vi har som behandlere hjulpet vores klienter, ja – men vi har desværre også været med til at ”kradse i såret”. De fleste klienter har oplevet en bedring, men har på sigt måttet konstatere, at deres psykiske udfordringer er vendt tilbage. Det grundlæggende problem var altså ikke løst, bare fordi vi fandt ud af hvor det var opstået.
”Man kan ikke få skovlen under et overtænkningsproblem, ved at tænke mere eller tænke `rigtigt` – kun ved at tænke mindre.”
Den nyeste forskning fra både University of Manchester, Tromsø Universitet og nu også Københavns Universitet har vist, at selve årsagen til at vi får stress, angst, depression, OCD og PTSD, handler om massiv overtænkning.
Problemet er den store mængde af tid, vi bruger på at gruble og bekymre os. Det er altså den overdrevne opmærksomhed vi giver et problem, der er selve problemet. Fejlantagelsen er, at vores tanker er virkelige, at vi skal tage dem alvorligt og at jo mere tid vi bruger på at tænke over vores problemer, jo tættere er vi på at finde en løsning.
Det overdrevne indre fokus
Vi mærker, sanser, grubler og bekymrer os i time- og dagevis, når vi har det svært. Vi er overdrevent opmærksomme og optaget af os selv, og af vores egne indre processer. Vi gør det ikke fordi vi er selvoptagede eller egoistiske, men fordi vi er skræmt over det psykiske ubehag vi oplever. Vi skanner, tjekker og holder øje med os selv og omgivelserne, for at undgå at få det værre, eller for at holde flere katastofer fra døren.
Men det er desværre også den proces, som skaber ubalance og gør os dårlige. Når vi hele tiden dvæler ved de negative tanker, fastholder vi os selv i en følelse af angst, stress og tristhed, som går hen og skaber de vedvarende negative indre tilstande, som karakteriserer psykisk lidelse. Og det medfører så igen, at vi oplever en total mangel på kontrol. Den negative nedadgående spiral er i gang.
Forskellen på klassiske terapi og metakognitiv terapi
I klassisk terapi arbejder man typisk med at lede efter årsager i gamle, støvede arkiver i fortiden – og med at indlære nye tankemønstre. Der arbejdes med indholdet af de tanker man har, så de bliver mere realistiske, støttende og nuancerede. Det kalder man at omstrukturere tankerne. Det virker, men man ser meget ofte tilbagefald, fordi man ikke har fået fat i nældens rod. Man forsøger at løse psykisk mistrivsel, ved at tale (ofte i årevis) med klienten.
I denne nye tilgang til terapi tager vi afsæt i at psyken – ligesom resten af kroppen – er selvhelende. Det betyder, at der automatisk sker en mental heling, selv efter store belastninger. Det sker helt af sig selv, når vi lader negative tanker være i fred, i stedet for at gruble og bekymre os overdrevent meget om dem. Sårene i sindet heler så at sige sig selv, hvis vi ikke hele tiden beskæftiger os med dem. Ligesom riften på tommelfingeren, der pludselig er helet og kun har efterladt et lille, overfladisk ar.
Den metakognitiv tilgang
Den metakognitive tilgang handler om at træne den færdighed vi alle er født med. Den færdighed handler om, at selv kan bestemme og kontrollere, hvilke tanker og kropsfornemmelser vi vælger at give opmærksomhed, og hvilke vi lader passe sig selv. Vi lærer med andre ord, at lade lortet være – og at tænke mindre.
Vi skal nyde at reflektere og filosofere over tingene. Så dukker der nye, friske og hjælpsomme tanker op. Men grublerier og bekymringer er blot genbrug. Gamle, slidte tanker der kører i ring, uden nogen form for (nyheds)værdi.
Terapi skal holde på den lange bane
Selvom metakognitiv terapi er relativ ny, er der meget lovende forskningsresultater på området. De resultater viser, at behandlingen, udover at være en skånsom korttidsbehandling, der hjælper allerede efter få terapitimer, også har en effekt der holder over tid. Man får værktøjer for livet, der også virker næste gang livet bider en i numsen. Og man gør sig, ikke mindst, mere uafhængig af terapeuter og psykologer – fordi man kan selv. Man får en dyb indsigt i hvad der virker – og hvad der ikke virker, når man skal hjælpe sindet med at hele.
Som Adrian Wells, grundlæggeren af den metakognitive terapi siger; ”Man kan ikke få skovlen under et overtænkningsproblem, ved at tænke mere eller tænke `rigtigt` – kun ved at tænke mindre.”
