I torsdags havde jeg en filmoplevelse, der har sat sig dybe spor i mit sind. En film om at tilgive det, der dybest set ikke kan tilgives.
Tankerne, følelserne og de ubesvarede spørgsmål har bogstavelig talt stået i kø siden. Filmen var Nils Malmros’ sidste mesterværk, Sorg & Glæde, en film der er gennemsyret af tilgivelsens sande væsen.
Omdrejningspunktet for filmen er historien om den tragedie der udspillede sig i Nils Malmros eget liv.
Det utilgivelige
Hans kone Marianne, slog i en psykose – i midten af 80’erne – deres 9 måneder gamle datter ihjel, ved at skære halsen over på hende. Alligevel formår Nils Malmros at gennemføre filmen, uden så meget som én dråbe blod, hylende sirener, effektfuld underlægningsmusik, biljagter eller andre voldsomme effekter.
Og på trods af det, har han os i sin hule hånd – hele vejen igennem. Ikke mindst på grund af fantastiske, stille og eminente skuespilpræstationer.
Men også fordi man bliver et stumt og dybt berørt vidne til essensen af sand og dyb tilgivelse. Ikke den der ”ok så, det er i orden, meeeeen……..” tilgivelse, der alligevel gnaver lidt og ved først givne lejlighed bliver trukket op af hatten igen. Synderen får forseelsen stukket i næsen, indtil man (måske) beslutter sig for at eftergive gælden, efter lang tid.
Kan du også genkende det?
Jeg kender det fra mit eget liv. Både som offer, men også som bødlen, der holdt synderen ud i strakt arm, indtil JEG besluttede mig for at eftergive gælden.
I filmen tilgiver Nils sin kones handling, fra første sekund. Han er i chok, han er knust, han er fortvivlet, men han kaster på intet tidspunkt skyld efter den psykisk syge kvinde, han elsker.
Han er citeret for følgende: ” I første omgang, da katastrofen var sket, vidste jeg godt, at det ene og alene handlede om at redde min kones liv. Men som tiden gik, og jeg selvfølgelig blev engageret i at gøre hende til et lykkeligt og helt menneske, så voksede der også en kærlighed, som bar os igennem tragedien”.
Hans film har udvidet mit perspektiv på tilgivelse. Og alligevel dukker spørgsmålene op i mig, gang på gang. Hvordan bar han sig ad – og kan man virkelig tilgive ALT? Hvad tænker du?
Kan man lære at tilgive?
Jeg har undervist i tilgivelsens væsen utallige gange på PREP kurser og det er et tema der ofte er oppe hos mine klienter. Mangel på tilgivelse er en af de ting der spærrer mest for et menneskes udsyn og generelle livskvalitet.
Den indsnævrer vores perspektiv, forhindrer os i at bide livet fuldt ud i låret og binder uanede mængder af dårlig energi. Det er en brod der pumper gift ud i vores eget system , når det vi i virkeligheden håber på er, at det vil forgifte synderen.
Jeg har mødt mennesker der var gennemsyret af bitterhed, had og mangel på tilgivelse, over ting der var foregået for en menneskealder siden. Vrede imod mennesker der måske har været døde i årevis – eller i værste fald ikke engang vidste, at de havde gjort noget galt.
Det er slemt, mest for den der lider, nemlig den der nægter at uddele tilgivelsens lindrende balsam. Og det er værd at arbejde med, selvom det er svært.
En lille historie om tilgivelse
Følgende lille historie, fra Desmond Tutu’s bog ”Ingen fremtid uden tilgivelse” fanger i få sætninger essensen af tilgivelse:
En tidligere fange i en koncentrationslejr besøgte en ven, som havde delt skæbne med ham.
“Har du tilgivet nazisterne?”, spurgte han sin ven.
“Ja!”, svarede vennen.
“Det har jeg ikke. Jeg er stadig besat af had til dem”, sagde den anden.
“I så fald”, sagde vennen stille, “er du vel stadig deres fange?”
Dybest set er tilgivelse nemlig en gave, du giver dig selv. Bitterhed og vrede holder dig følelsesmæssigt indespærret. Tilgivelse gør dig fri.
Øvelse i tilgivelse
Prøv at spørge dig selv, om der ting du ikke kan eller vil tilgive? Ting der holder dig fanget i fortiden?
Prøv dernæst at lave en liste over de mennesker og deres handlinger, som du endnu ikke har tilgivet. Noter ned hvad du får ud af at holde fast? Hvad giver det dig? Hvordan beriger det dit liv?
Skriv ned
Skriv derefter, ud for hvert punkt, hvordan det ville være, hvis du rent faktisk besluttede dig for at give slip og eftergive gælden? Hvem ville du så være – og hvor meget energi ville det frigive, på en skala fra 1-10?
Hvis det stadig er svært, så spørg dig selv, om det er muligt at adskille selve handlingen, fra det menneske der begik uretten imod dig?
Måske kan eller vil du ikke tilgive handlingen? Men du kan overveje, om det er muligt at tilgive mennesket bag handlingen? Måske kan du endda prøve at sætte dig i deres sted og forstå, hvilke kræfter der har gjort dem til det, de var.
En svær øvelse, men den giver mængder af energi og gør verden til et bedre sted at være. Ikke mindst for dig selv. God fornøjelse.
