Når det eneste der virker – er det der skræmmer os mest.

Del gerne opslaget

En af de ting der er allersværest at få skovlen under, når man lider af angst, stress eller overtænkning, er at begynde at gøre tingene anderledes end man plejer. At få brudt de cementerede vaner omkring negativ tænkning, grublerier og bekymringer og at holde op med at undgå de helt almindelige hverdagsting man er bange for – eller som opleves ubehagelige.

Små skridt og små ændringer skal der til

Dilemmaet ved det faktum er, at det der er sværest er også det eneste i hele verden der virker. Det behøver ikke at være revolutionerende ændringer her og nu – og man kan snildt nøjes med at tage små skridt ad gangen – men ændringer skal der til. Både i tanker og i handling. Det kan synes uoverskueligt og skræmmende, eller endog umuligt, hvis man ikke ved hvordan. Men det virker!

Vi kan godt forledes til at tro, at mange, lange terapeutiske samtaler, hvor vi får afdækket fortidens traumer og sorger, er det der skal til, for at vi (endelig) får det bedre. At det at kende til årsagerne og sammenhængene, er det der skal få os ud af vores ubehag og ind i et liv uden angst, stress og overtænkning. Men hvis først vi har fået den udløsende årsag på afstand og der måske er gået mange måneder eller år, så er min erfaring at der skal andet til en snak for at løse overtænkningen.

Rigtig mange har stor glæde af at tale (meget) om deres sorg og smerte i efterforløbet. Det er en helt naturlig proces, som ikke kan springes over. Det kan tage uger eller måneder at bearbejde, og så skal det helst lige så stille klinge af. Man ny-orienterer sig og kommer videre, med det oplevede som en vigtig del af bagagen. Smerten fortager sig stille og roligt, for til sidst at finde en plads i ens historie.

Men for nogle mennesker bliver denne proces forstyrret eller trukket voldsomt ud tidsmæssigt, så det til sidst bliver en ny naturlig tilstand for krop og sind. De sidder fast og har måske udviklet angst, stress eller overtænkning undervejs. Det er her mange forestiller sig, at de hellere må få talt noget mere om det udløsende traume, eller den udløsende sorg – og om hvorfor de ikke kommer videre.

Måske opnår de gennem terapien en midlertidig bedring, men mange får tilbagefald efter et stykke tid – og går rundt med en konstant frygt for hvornår deres symptomer eller deres ubehag dukker op igen.

Hvorfor er det ikke nok bare at finde årsdagen til overtænkingen?

Årsagen til at årelange samtaler ikke virker tilstrækkelig – og faktisk kan gå hen og forværre symptomerne – er, at den dybere liggende årsag til vores udfordringer ikke kun ligger i vores fortid, med de traumer og livskriser vi har været udsat for. Det handler nemlig ikke kun om hvad vi har været igennem, men om hvad vi tænker om det og ikke mindst hvor meget tid vi bruger på at beskæftige os med det.

Den nyeste forskning fra både University of Manchester, Tromsø Universitet og Københavns Universitet viser, at selve årsagen til at vi får stress, angst og depressive symptomer handler om massiv overtænkning og ikke mindst den store mængde af tid, vi bruger på at gruble og bekymre os. Og på at undgå ting vi oplever som skræmmende. Og det kan være stort set alt, når man lider af angst eller stress.

Det er altså den overdrevne opmærksomhed vi giver de problemer vi har, der er selve problemet ifølge forskningen. Så det at bruge år på at rode med netop fortiden (eller angsten for fremtiden) i terapi, svarer på en måde til at blive ved med at kradse i et fysisk sår – og ikke fatte hvorfor det ikke heler op. Hjernen kan heller ikke hele, når vi hele tiden re-traumatiserer den, ved at genspille de samme scener igen og igen. Og hjernen kan ikke kende forskel på, om det er noget vi oplever nu, eller om vi bare er i gang med endnu et re-play af traumet.

Hvorfor er HeartMath og metakognitiv terapi så effektivt?

Det er grunden til, at jeg kobler HeartMath meditation med metakognitiv terapi. Begge dele hjælper hjernen med at danne nye neurale forbindelser og nye virksomme netværk. Både HeartMath meditation og metakognitiv terapi dæmper aktiviteten i følelseshjernen, hvor der er massiv overaktivitet ved stress og angst. Samtidig øger det aktiviteten i vores frontallapper, der hjælper os med at tænke rationelt, strategisk, fremadrettet og kreativt.

Pludselig er der ro på kroppen og på tankerne, vi kommer hjem til os selv – og finder modet, styrken og viljen til endelig at gå de små skridt fremad, der skal til, for at komme tilbage til et liv der er værd at leve igen. Og derfra går det stille og roligt fremad.

Belinda

Belinda

dette er bio

Har du noget på hjertet?

Seneste Youtube video

Følg HeartTeam på facebook

Seneste blogindlæg

Om mig

Jeg har arbejdet indenfor feltet angst, stress, depression og andre psykiske belastninger de sidste 13 år og har mere end 8.000 klientsessioner bag mig. Jeg er optaget af at hjælpe mennesker til forandring, på en fuldstændig enkel og jordnær måde. Terapi behøver ikke at være en tung og trist sag og jeg er kendt for at skabe håb hos mine klienter, med lethed og ikke mindst humor i behandlingen. Læs mere >>

Skriv op til mit nyhedsbrev

Så går du ikke glip af næste blogindlæg