Klimaangst

Del gerne opslaget

Jeg hørte P4 her til morgen. Det var hyggeligt, mens jeg smurte madpakke og forberedte en ny dag. Regnen trommede på vinduerne, og jeg priste mig (igen) lykkelig for, at der ikke er kælder under mit hus. I dag var der ”klima tema” på programmet. Det fik mig til at tænke på en af mine sidste nye klienter, som vi for anonymitetens skyld kan kalde Sonja.

 

Sonja er optaget af klimaet, fremtiden og den globale opvarmning. Meget optaget. Jeg kender det godt fra mig selv. Heldigvis er der en væsentlig forskel på vores ”optagethed”. Jeg forsøger også at være klimabevidst i de valg jeg foretager mig. Sorterer bl.a. affald, spiser meget lidt kød, køber økologisk (når det er muligt) og har fået installeret vandsparer på vandhanerne. Men klimaet er ikke noget der holder mig vågen om natten.

 

For Sonja fylder bekymringerne omkring klimaet det meste af hendes vågne tid. Hver gang hun åbner for vandhanen, bliver hun urolig og plages af bekymringer omkring fremtiden. Får hun serveret mad, når hun er ude, der ikke er vegansk og økologisk, så plages hun af skyldfølelse efterfølgende, hvis hun ikke har fået sagt højt, hvad hendes holdning til det er. Hun vasker kun sjældent sit tøj, for ikke at belaste miljøet – og gik i panik den anden dag, fordi hun ikke kunne få de vaskenødder hun plejer at bruge, i stedet for vaskepulver.

 

Næsten alle hendes tanker kredser om hvordan det hele skal gå. Om det overhovedet er forsvarligt at sætte børn i verden, om hvor hurtigt polerne smelter, om regnen der tager til – og om hver eneste ting hun foretager sig, er go eller no-go i forhold til klimaaftrykket.

 

Sonja er meget aktiv i klimabevægelsen. Den tid hun bruger på det (som ifølge hende selv aldrig er nok) er begyndt at gå ud over hendes sociale liv og hendes arbejdsliv. Sonja er på det sidste blevet mere og mere udmattet. Hun er trist, træt og kan mærke at hendes energi er begyndt at dale markant. Hun har svært ved at falde i søvn og vågner mange gange i løbet af natten. Hendes hjerne er ved at brænde sammen, af alle de bekymringstanker der konstant kører på højtryk. Det giver paradoksalt nok yderligere bekymringer, for hvis ikke hun er frisk og skarp, så kan hun ikke yde det hun plejer – og så går det jo helt galt. Og på den måde kører det hele i ring.

 

Sonja lider af klimaangst. Det er hendes familie der har råbt vagt i gevær og opfordret Sonja til at søge hjælp. For det sidste lange stykke tid har kampen for klimaet udspillet sig langt mere i hendes hoved, end i den virkelige verden. Hun bekymrer sig konstant og kan ikke slippe tanken om jordens snarlige undergang.

 

I modsætning til mange andre angstformer, så adskiller klimaangst sig på den måde, at der jo er en reel trussel. Der er faktisk noget vi skal være på vagt overfor. Noget der kan gå galt, hvis ikke verden (og mest af alt dens regeringer ) vågner alvorligt op. Men uanset hvad, så gavner det ikke nogen – tvært imod – hvis vi belaster os selv med at bekymre os så meget over klimaet og klodens tilstand, at vi glemmer at leve. Hvis vi alle i kor råber; “Kom, lad os gå i panik” så kan vi være helt sikre på, at det går galt. Hjernen kan ikke arbejde og fungere optimalt, uden pauser fra bekymringerne. Det er os der skal og kan vælge, hvornår bekymringerne skal have lov til at fylde. Kun da kan vi være smarte, innovative, kreative og finde på gode løsninger, og samtidig få øje på alle de gode tiltag, der rent faktisk er i gang.

 

Vi kunne udskifte Sonjas klimabekymring med en hvilken som helst anden type bekymring. Pointen er, at bekymringer ikke bidrager med noget som helst godt. Uhensigtsmæssige mønstre, overbevisninger og vaner kan i den grad spærre udsigten for et meningsfuldt og godt liv, hvor vi til sidst føler os fuldstændig lammede. Og det kan der heldigvis gøres noget ved med metakognitiv terapi

 

Når vi får skruet betragteligt ned for grublerierne og bekymringerne, så får vi nemlig overskuddet, glæden, engagementet og roen tilbage. Og så er der pludselig plads til at leve et meningsfuldt liv – der også omfatter et engagement i klimakampen. På den sunde måde. Så nu går vi i gang med at stoppe kampen i Sonjas hoved, så hun kan få sit glade og engagerede liv tilbage.

 

Du kan se en video lige her, der viser hvordan man kan øve sig i at hoppe af en tanke, der ikke er hjælpsom. Uanset om den handler om klima – eller noget helt andet:  Øvelse 

 

Hvis du vil have hjælp ift. klimaangst, så kan du booke en tid lige her: book-tid

 

Admin

Admin

Har du noget på hjertet?

Seneste Youtube video

Følg HeartTeam på facebook

Seneste blogindlæg

Om mig

Jeg har arbejdet indenfor feltet angst, stress, depression og andre psykiske belastninger de sidste 13 år og har mere end 8.000 klientsessioner bag mig. Jeg er optaget af at hjælpe mennesker til forandring, på en fuldstændig enkel og jordnær måde. Terapi behøver ikke at være en tung og trist sag og jeg er kendt for at skabe håb hos mine klienter, med lethed og ikke mindst humor i behandlingen. Læs mere >>

Skriv op til mit nyhedsbrev

Så går du ikke glip af næste blogindlæg