OCD og metakognitiv terapi

OCD og metakognitiv terapi

Lider du af OCD? I så fald burde du have en medalje. For det er hårdt arbejde at have OCD. Men heldigvis er der håb.

Det at have OCD kan være så pinefuldt og skræmmende, at det kan fortrænge lyst og energi til næsten alt andet, der gør livet værd at leve. Det kræver store mængder af tid og er en kamp, der i nogle tilfælde kan være fuldstændig invaliderende.

OCD er en tilstand, hvor tilbagevendende tvangstanker og/eller tvangshandlinger har taget overhånd. Det gør det svært at leve et almindelig liv.

Men vidste du, at ca. 80 % af befolkningen har tvangstanker og udfører tvangshandlinger i det små? Det er nemlig, i modsætning til hvad man kunne tro, helt almindelig menneskelig adfærd.

Vi kender det (næsten) alle sammen

Vi kender alle sammen udtrykket ”han eller hun er lidt OCD-agtig”. Vi bruger det, når vi fx taler om et menneske, der har tøjet liggende på snorlige rækker (i farveorden) på hylderne, eller som planlægger alting ved hjælp af regler og Excell-ark. Eller vi bruger det om fætter Rasmus, der altid er lettere småhysterisk, når der laves mad og konstant taler om at undgå salmonella eller jordbakterier. Eller hvad med mig, der altid banker tre gange under bordet for at forbygge ulykker? Man ved jo aldrig.

De fleste kan også nikke genkendende til, at de lige skal tjekke ting en ekstra gang. Huskede jeg nu at låse døren, slukke for vandet, eller så jeg rigtigt i kalenderen? Vi ved det godt, men vi skal liiiige tjekke en ekstra gang. Du ved – bare for en sikkerheds skyld.

Sådan er vi mange der har det. Og så længe det ikke spænder ben for livskvaliteten, eller optager uforholdsmæssig meget tid, så er der ingen ko på isen. Det lever vi fint med.

Vi lever også fint med, at vi kan føle os draget mod at hoppe ud over rælingen på færgen, når den er i rum sø. Vi ved godt, at det at springe i dybet, bare er en tanke og at det kommer vi ikke til at handle på. Vi kommer heller ikke til at køre over i modsatte vejbane, selvom tanken pludselig dukker op, på motorvejen med 110 i timen.

Når tankerne bliver virkelige

Men hos 2-3 % af os, bliver tvangstankerne og tvangshandlingerne så belastende og virkelige, at det udvikler sig til OCD. Pludselig bliver man i tvivl. Har de ubehagelige tanker magt og kraft, til at få ting til at ske? Det der foregår i sindet opleves pludselig meget realistisk og påtrængende, og man formår ikke bare at lade det være.

Over tid dukker der flere og flere tvangsmæssige forestillinger op i form af tanker, billeder og impulser, som man ikke har lyst til, skal være der. Det kan opleves meget frastødende, ulækkert eller farligt og være fuldstændig i modsætning til det billede man har af sig selv.

Det opleves voldsomt ubehageligt og angstfyldt og det vil man naturligvis gerne være fri for. For at forsøge at stoppe de uønskede forestillinger – og dæmpe eller fjerne den uro og det ubehag der opstår i kølvandet på det – begynder man at udvikle strategier, der skal få det til at gå væk. Og her kommer tvangshandlingerne ind.

Tvangshandlingerne kan opstå som specielle ting man ikke må tænke på, eller ting man absolut skal tænke på, for at opnå kontrol. Man kan begynde at tælle ting, slå på ting et bestemt antal gange, udvikle komplicerede ritualer man skal igennem inden sengetid eller ved måltider. Man bliver måske overdrevent renlig (vaske hænder/børste tænder) eller man må tjekke ting et bestemt antal gange. Ellers går det galt. Der kan også være bestemte tal eller bogstaver der skal undgås (tallet 6 opleves fx ofte som farligt), ting man ikke må røre eller spise osv.

OCD’en griber om sig

Og man stopper først, når man oplever, at den indre uro og ubehaget er gået tilstrækkelig væk til at man kan holde det ud. Men det er en stakket frist. Problemet er nemlig, at OCD’en hurtigt griber om sig.

Den strategi man har udviklet, for at beskytte sig selv (tvangshandlingerne) virker nemlig stik imod hensigten. Man bliver mere og mere urolig, usikker og angst, fordi man har en stigende oplevelse af mangel på kontrol. Man forsøgte at FÅ kontrol og nu er man pludselig fanget i et endeløst spind af urealistiske forestillinger og komplekse handlinger, der fylder alt, alt for meget. Alligevel bliver man ved, fordi man ikke forstår sammenhængen og baggrunden og fordi man ikke tør andet. Hvad nu hvis…..

Når man har OCD er man overbevist om at det er tankerne der er problemet. Og at tankerne er virkelige og farlige. Man tror, at hvis bare de forbandede ubehagelige og skræmmende tanker ikke hele tiden trængte sig på, så ville problemet være løst. Så ville man ikke behøve alle tvangshandlingerne, for at dæmpe, dulme eller fjerne ubehaget. At man bare kan lade en tanke være, uden at engagere sig i den, opleves ikke som en mulighed.

Tanker er bare – tanker

Men tanker er bare tanker og vi kan ikke kontrollere hvad der dukker op. De fleste af tankerne er tilfældige, fjollede, urealistiske og langt ude impulser, som hjernen hele tiden fyrer af, i rå mængder. Ligesom når vi drømmer.

Når jeg spørger mine klienter, om de tror at deres drømme er virkelige, så svarer de alle sammen; ”NEJ! det er jo bare drømme. De er ikke realistiske”.

OG drømme er faktisk også, et langt stykke hen ad vejen, natlige tanker i fri dressur og hjernen der processer dagens oplevelser. Tankerne boltrer sig, uden vores indblanding eller overvågning. Så hvorfor ændrer tankernes vigtighed og farlighed sig pludselig, fordi solen står op – og vi har åbne øjne? Langt det meste af det der foregår i hjernen, er rent volapyk, som ikke kræver vores opmærksomhed. Uanset om det er nat eller dag.

Behandlingen

I den metakognitive terapi opdager man, at tankerne ikke er det egentlige problem. Tanker er ikke fakta. Hverken ved OCD eller i livet generelt. Problemet er, at man tror på tankernes enorme vigtighed, betydning og magt. At man er så overdrevent fokuseret på og engageret i hvad der foregår – eller ikke må foregå – i sindet og at man ikke aner hvad det vil sige, at slappe af og lade hjernen regulere sig selv. Det er hjernen nemlig designet til, hvis vi altså ikke blander os så meget. Og det kan man heldigvis lære og træne, i metakognitiv terapi.

De fleste der har OCD har brug for mellem 10 og 15 behandlinger. Det er ikke et quickfix, og det er ikke altid, at man kommer af med samtlige tvangshandlinger. Men det er ikke så vigtigt. Det vigtigste er, at man opdager:

  • At tanker ikke er farlige
  • At tanker ikke er fakta
  • At man kan lære at afkoble sig fra tankerne (detached mindfulness)
  • At tvangshandlinger ikke løser problemet, men opretholder det
  • At sindet regulerer sig selv, hvis det får lov
  • At man ikke kan kontrollere hvilke tanker man har, men at man godt kan kontrollere hvad man gør med dem

På den måde kan man igen komme til at leve et meningsfuldt liv, der ikke er begrænset af OCD.