Generaliseret angst – når hjernen går på kogevask

Del gerne opslaget

[vc_row][vc_column][vc_empty_space][vc_column_text]

Generaliseret angst – når hjernen går på kogevask

Mette har generaliseret angst. Forleden dag måtte hun blive hjemme fra arbejde. Mobilen var løbet tør for strøm i løbet af natten og havde ikke gjort sit arbejde. Mette kunne hurtigt regne ud, at uanset hvor meget turbo hun satte på sig selv og familien – så ville hun uundgåeligt møde mindst 20 minutter for sent. Med panikken sivende ud af alle porer, svedige håndflader og ondt i maven, besluttede Mette sig for at melde sig syg. Men først efter at hun havde fået puffet resten af familien ud af døren.

Mette er 38 år, gift med en sød, ansvarsfuld og omsorgsfuld mand og mor til to dejlige unger. Hun har et godt job som sekretær i et stort mediehus, bor i et dejligt villakvarter i forstæderne til København. De rejser to gange om året, hun har gode venner og veninder og har, skulle man tro, ingenting at klage over.

Krøllen på historien

Men Mette har som sagt generaliseret angst, hun er bange for (næsten) alt og har svært ved at nyde ret meget.

Hun har massive bekymringer, grublerier og katastrofetanker, der er flyttet ind i hvert eneste hjørne af hendes hjerne og krop. Uden at betale husleje, vel at mærke. Som 80’ernes BZ’ere.

Den dag Mette vælger at blive hjemme fra arbejde, fordi de har sovet over sig, har episoden udløst en kaskade af katastrofetanker. ”Shit – vækkeuret har ikke ringet. Nu kommer jeg for sent” tænker hun og får et sug i maven. På et splitsekund ryger Mette ind i et bekymringskaos. Tankerne bevæger sig i en nedadgående spiral fra ”åh nej, nu synes min chef jeg er sløset og super utjekket” over tanken om vildt sure kolleger, en uundgåelig fyring fra jobbet, huset der går på tvangsauktion, manden der vil skilles fra sin håbløse kone – til børn der vælger deres dårlige og onde mor fra. Hun taber pusten fuldstændig.

Alene i verden

Sømmet bliver hamret i bund, da Mettes tankestrøm ryger direkte over i livagtige flashes.  Hun ser sig selv, siddende på en bænk, med en snapseflaske i hånden. Uplejet, frysende, laset indvendig og udvendig. Helt alene i verden. Alt sammen udløst af en alarm på mobilen der svigtede.

Billederne flimrer med 1.000 km i timen igennem Mettes hoved. Hun kan ikke overskue situationen og følelser, tanker og fysisk ubehag raser igennem kroppen. Hun giver op. Svimmel og kvalm ringer hun og melder sig syg og kravler ind i seng igen.

Når nok er nok

Da Mette, endelig – hårdt presset af sin mand, der finder hende i sengen om eftermiddagen – får taget sig sammen til at ringe og bestille en tid, er det med bævende og lille stemme hun fortæller historien fra forleden. Mette orker ikke at leve (eller rettere ikke-leve) på den måde mere. Hun har brug for hjælp. Nu er det nok.

Mette bekymrer sig og grubler dag og nat. Hun kan bruge oceaner af krudt på en mikroskopisk plet på benet, der ser lidt mærkelig ud. På om kollegerne nu synes hun er dygtig nok. På om hvordan hun skal slippe udenom deres næste ferie, fordi hendes mand insisterer på at de skal flyve.

Hun er udmattet, mangler energi, sover dårligt, isolerer sig mere og mere, har svært ved at være nærværende på jobbet og sammen med familien. Hun græder lidt, da hun fortæller, at hun er blevet til en udgave af sig selv, som både hun (og hendes familie) har svært ved at genkende. Og hun er bange for, om hun er ved at få en depression.

En parallel historie

Mettes veninde og kollega Sidse, sov også over sig den samme morgen. Sur på sig selv og lettere stresset, får hun skyndet på familien, nøjes selv med et truckerbad og kaster en halv kop kaffe i halsen. Hun skriver lynhurtigt en besked til en anden kollega om, at hun er lidt forsinket, men er på vej. Hun racer ud af døren, kommer 20 minutter for sent og skænker det derefter ikke en tanke resten af dagen. Episoden får ikke lov til at bygge rede i Sidses hoved og hun er hurtigt videre.

Først om aftenen dukker episoden op. Hun beslutter sig for at finde det gamle vækkeur frem, så der er to alarmer der bimler næste morgen. Det går nok ikke at komme for sent to dage i træk. Derefter går hun i seng og sover trygt hele natten.

Hvis du vil vide mere om, hvordan du kan lære at “lade lortet være” – ligesom Sidse, så er du velkommen til at ringe eller skrive til mig.

Belinda

Belinda

dette er bio

Har du noget på hjertet?

Seneste Youtube video

Følg HeartTeam på facebook

Seneste blogindlæg

Om mig

Jeg har arbejdet indenfor feltet angst, stress, depression og andre psykiske belastninger de sidste 13 år og har mere end 8.000 klientsessioner bag mig. Jeg er optaget af at hjælpe mennesker til forandring, på en fuldstændig enkel og jordnær måde. Terapi behøver ikke at være en tung og trist sag og jeg er kendt for at skabe håb hos mine klienter, med lethed og ikke mindst humor i behandlingen. Læs mere >>

Skriv op til mit nyhedsbrev

Så går du ikke glip af næste blogindlæg