Jeg kan ikke. Og jeg er heldigvis også holdt op med at prøve. Man bliver nemlig træt med træt på – og fuldstændig udmattet, af at forsøge at kontrollere eller undertrykke noget, der ikke kan kontrolleres. Selv ikke Dalai Lama, der har mediteret i en menneskealder, har den evne. Så derfor behøver jeg ikke at føle mig helt mislykket. Det er jo altid rart.
Tanker kommer og tanker går, uden at jeg har nogen som helst kontrol over det. I en lind strøm. Fuldstændig automatiseret. Faktisk mener forskerne, at vi har i omegnen af 60-70.000 af dem, hver eneste dag. Det er dog noget.
Det er desværre langt fra alle tankerne der er hyggelige og venligsindede. Nogle af dem er forklædt i de vildeste kostumer, så jeg ikke opdager hvilken ravage de er i gang med at skabe i mit sind og hvilken uro der hurtigt følger med i kroppen.
Og nogle dage er der altså bare flere “åhh, nej – hvad nu hvis…..” tanker end andre. Selv hos en trænet, erfaren terapeut som mig.
Det jeg til gengæld træner, hver dag, er at få kontrol over, er HVAD jeg så stiller op med de der tanker, der hele tiden sniger sig ind, uden at være inviteret. Jeg ved efterhånden præcis hvad mine “triggere” (de tanker der sparker festen i gang) er, og derfor bliver jeg også dygtigere og dygtigere til at opdage dem og sige “ikke nu – du forstyrrer, jeg er lige i gang med noget andet. Kom tilbage senere” til dem. Det har de sjovt nok en vis respekt for. Nogle gange forsøger de sig igen, efter kort tid (måske endda i en ny forklædning), men så er beskeden den samme: “Ikke nu!!”.
Når magien sætter ind
Det magiske er, at triggerne er ved at blive trætte af at blive sparket til stolpe hele tiden. De synes helt klart, at jeg er ved at være træls og usamarbejdsvillig. Så de gider næsten ikke at forsøge sig mere. Lidt ligesom børn der plager efter slik. Hvis der ikke falder noget af, så kan det til sidst ikke betale sig at gøre forsøget.
Hvad der er endnu mere magisk er, at vores hjerne ændrer sig rent neurologisk, når vi ikke hele tiden giver efter og insisterer på at rode med alt det svære. De gamle, slidte og nedtrådt stier i hjernen svækkes – og nye neurologiske netværk dannes.
Det er ikke et quick fix og der skal bestemt holdes vagt ved havelågen. I starten skal man virkelig være på dupperne. Men belønningen kommer alligevel hurtigt, fordi meget af den energi der tidligere har gået med bekymringer og grublerier, nu frigives til andre (og sjovere) ting, end at rode med alt det, der dybest set ikke bidrager med noget i vores liv. Og så har man pludselig fået vendt en nedadgående spiral til en opadgående.
