Angst er ikke for svage sjæle. Det er en tilstand der bider hårdt, både psykisk og fysisk.
Rigtig mange mennesker lider af angst i en eller anden form. Som en tommelfingerregel siger man, at ca. hver 5 dansker på et eller andet tidspunkt i livet stifter bekendtskab med sygdommen. Det er rigtig mange!
Fælles for de fleste former for angst er, at de symptomer det medfører, spænder massivt ben for livskvaliteten og glæden – og at angsten som regel tager mere end et gidsel. Det bliver hurtigt til et liv i krybesporet, for den angste, men også for familien.
Mange angste indretter sig på en måde, der i høj grad handler om at afholde sig fra ting de kunne tænkes at aktivere angsten. Det kan udvikle sig til et liv i hel eller delvis social isolation, der selv for unge mennesker, kan minde om en pensionisttilværelse, når den er mest trist.
Selv almindelige dagligdags ting, som at skulle i bad om morgenen, lave morgenmad, forlade huset for at købe ind, eller at sove alene, kan tage timers overvindelse. Det gør det også svært at passe et normalt arbejde fordi det tærer enormt på kræfterne, bare at bevæge sig udenfor hjemmets fire vægge. Fuldtids- eller deltidssygemelding er ofte konsekvensen.
Efterhånden som angsten udvikler sig, kan den angste fastlåses i et liv der, stort set, udspiller sig i sofahjørnet, pakket godt ind i beskyttende dyner og tæpper. En strategi der giver stor mening, fordi den opleves som det eneste rigtige valg, når verden virker truende. Det er en strategi der i den grad påvirker livskvaliteten, ikke bare for en selv, men også for ens omgivelser.
Familien spiller ofte en stor rolle i den angstes hverdag og den kan have stor indflydelse på hvordan sygdomsforløbet udvikler sig. De pårørende kan nemlig hurtigt blive involveret på en uheldig måde, der utilsigtet holder den angste fast i angsten. Ægtefæller, forældre eller sågar børnene kan, af misforstået omsorg, skærme og støtte så meget op, at den angste fastlåses i sin hjælpeløshed.
Der skal selvfølgelig hjælpes og bakkes op, men det er vigtigt at finde en balance, så resten af familien kan leve en nogenlunde normal tilværelse.
Her kan det være en god hjælp med støtte, fx via https://angstforeningen.dk, der kan hjælpe familien med gode råd til at få skabt nogle rammer, der ikke belaster den ramtes familie unødigt – og hvor man får råd til hvordan den angste skal udfordres til stille, roligt og kærligt at flytte grænser, uden at blive presset for meget.
Alle disse voldsomme og dybt belastede symptomer – og følgevirkningerne deraf – betyder, at man som menneske næsten aldrig er fuldt nærværende, fordi al ens tankevirksomhed er engageret andet steds end i øjeblikket. Man opholder sig bogstavelig talt på destinationer, hvor man reelt ingen indflydelse har. I en fortid der ikke kan ændres, eller i en ukontrollerbar fremtid der virker truende.
Det at være bange eller angst for noget, er i sit udgangspunkt en nødvendig overlevelsesmekanisme. Det er en indbygget funktion i hjernen, der hele tiden scanner omgivelserne, for at sikre sig at vi ikke kommer ud for ting der potentielt kan skade os eller sågar koste os livet. Det er en sund og naturlig indbygget alarmfunktion i hjernen, der har sikret vores overlevelse som art.
Problemet er, at der nogle gange går kludder i systemet. Pludselig begynder hjernen at opfatte helt harmløse ting som truende. Den misforstår, overreagerer og sender impulser ud om, at nu er der fare på færde. Den kognitive (kloge og strategiske) hjerne lukker bogstavelig talt ned og den angste er overladt til det limbiske system (følelseshjernen) der – lige der – ikke efterlader mange andre muligheder end kamp eller flugt.
Kroppen reagerer hurtigt med fysiske symptomer, der kan være meget forskellige. De mest almindelige er en følelse af åndedrætsbesvær, skælven/rysten, tørhed i munden, brystsmerter, synsforstyrrelser, kvalme og muskelsmerter. Alt sammen symptomer der hurtigt kan tolkes som et ”nu dør jeg” signal. Efterfølgende er den angste fuldstændig udmattet, fordi kroppen har brugt så mange ressourcer på overlevelse.
Den angste vil ofte have en uvirkelighedsfølelse eller/og en massiv tankevirksomhed omkring hvad omgivelserne tænker og hvad angstanfaldet kan medføre af død og ulykke for den angste selv. For rigtig mange, vil der hurtigt udvikle sig en overbygning på angsten, der handler om ”angst for angsten”. Så bare det at være bange for at få et anfald i bestemte situationer, kan være det der reelt udløser det. I løbet af kort tid er der skabt en ond cirkel, som er yderst svær at bryde og nervesystemet bliver låst fast i et ”kamp/flugt”-default mode
Ofte vil den angste ikke være specielt bevidst om hvad det er der har udløst angsten, og rigtig mange vil bare forklare det første angstanfald som noget, der bare kom ”helt uden varsel”. Men når man graver lidt dybere, vil der altid være hændelser eller omstændigheder der har udløst angsten, som fx belastninger i arbejds- eller familieliv, traumer, tab, stress, store forandringer. Tit vil der være flere sammenfaldende faktorer der har belastet.
Selv om den angste beslutter sig for at tage kampen op imod de begrænsende og lammende tanker og følelser og udfordre angsten – hvilket rigtig mange gør – så kan det ofte føles som et endeløst, hårdt og skræmmende arbejde, der ikke rigtig fører nogle vegne.
Fælles for alle mennesker, der lider af hyppige angstanfald er, at deres nervesystem viser tegn på massiv overbelastning – og første skridt er derfor altid at sørge for at der kommer ro i nervesystemet. Der kan der være mange tilgange til.
Terapi er en vigtig del af et behandlingsforløbet, men den har i princippet ingen reel effekt, før den angstes nervesystem er i bedring og udviser tegn til mere stabilitet. Nervesystemet skal aflastes og balancen i det autonome nervesystem genoprettes.
En hjerne der er fastlåst i en kamp/flugt reaktion kan nemlig kun i ringe grad indlære eller udvikle sig. Den er i ren overlevelse. Så at forsøge at nå ind til den angste med viden og indsigt via terapi eller samtaler er en langsommelig og nogle gange spildt indsats. Ofte vil man se at det går fremad, men i det øjeblik der indtræffer en ny krise, et pres eller en uforudset hændelse, så er den angste lige vidt. Nervesystemet reagerer prompte og går i sin gamle kamp/flugt tilstand igen.
Og alle de angste jeg har mødt, har – uden indtagelse – været forpinte og desperate. Derfor skal der sættes ind med noget der virker her og nu, som giver den angste håb, og som kan måles og mærkes allerede efter første behandling.
Følg med i næste blogindlæg, hvor jeg fortæller om hvordan jeg, med udgangspunkt i HeartMath’s biofeedback, arbejder med mennesker der er ramt af angst.
