[vc_row][vc_column][vc_empty_space][vc_column_text]
I nat vågnede jeg med et bragende mareridt. Klokken var ca. lidt i kvalme og hovedpuden var våd af tårer. Jeg er ret sikker på, at det var mine hulk og mine lunger der hev efter vejret, der vækkede mig. Noget med at jeg blev forfulgt i en kæmpe fabrikshal og der var absolut ingen steder at gemme sig. Ren dødsangst og virkelig, virkelig ubehageligt. Sikkert guf og fyldt med mening for en drømmetyder. Men lige der, var jeg ret ligeglad med tolkninger.
Da jeg efter nogle minutter havde fået nogenlunde styr på vejrtrækningen og hjertet, der galopperede afsted, gik min hjerne i gang med at skanne for at finde en årsag eller forklaring på mit mareridt:
– Var det filmen om retsforfølgelsen af nazisten Adolf Eichmann, jeg havde set lige inden sengetid?
– Var det den plade chokolade, der var gledet alt for hurtigt ned undervejs og havde fået mit blodsukker til at peake, for sent på dagen?
– Havde jeg fået spist ordentligt på det sidste, hvor alting er gået (lidt for) stærkt – og var det kroppens måde at reagere på?
– Eller var forklaringen noget helt fjerde, og sikkert meget vigtigt, som jeg endnu ikke var bevidst om?
Hjernen kørte på højtryk, indtil jeg pludselig opdagede hvad det var for en sti jeg var på vej ned af. Jeg var i gang med at lede efter en forklaring på noget der hører til i “landet for forbigående og enkeltstående hændelser, der ikke findes nogen forklaring på”.
Den type aktivitet har jeg besluttet mig for at opsige mit abonnement på. Når jeg altså opdager, at det er det jeg har gang i. Mareridt er ikke noget jeg normalt bøvler med og derfor krævede det ikke mere opmærksomhed fra min side. Jeg drejede derfor hurtigt af og valgte i stedet for jeg-har-ingen-anelse-om-hvorfor-og-det-er-også-lige-meget-for-jeg-skal-sove-stien. Puttede mig ned under dynen, flyttede mit fokus til sengens bløde varme, fuglene der var begyndt at pippe udenfor vinduet og mit åndedræt – og faldt i søvn.
At finde forklaringer, årsager og løsninger på vores problemer, er en del af overtænkningens natur. Episoden med mit enkeltstående mareridt, giver et meget godt billede af hvad det er der lynhurtigt kan ske og hvad der er med til at fastholde os i overtænkning. Nemlig at vi tillægger forbigående hændelser alt for meget værdi og betydning – og at vi tror, at det at tænke meget og længe, er det der kan løse vores problemer.
Vi er en del af en kultur der hylder tænkning – og helst meget tænkning – som et ophøjet mål i sig selv. Og det at tænke kreativt og innovativt er virkelig fantastisk, livgivende og udviklende. Det er der fremdrift i, det kilder i maven, giver livet mening og kan næsten få os til at lette fra jordens overflade, når vi ser vores tanker manifestere sig i virkeligheden. Når vi føler at vi lykkes og gør en forskel i verden. Det er bare ikke den slags tænkning der er tale om her. Overtænkningen er der ingen fremdrift i. Den lukker os ned, stjæler vore energi og spytter os ud i den anden ende som slatne pølser. Overtænkning svarer til at være faldet i et dybt hul – og forsøge at komme op af hullet ved at grave hastigt videre.
Vores hjerne har brug for ro for at kunne være intuitiv, kreativ, innovativ, få gode idéer og finde løsninger. Hvis vi presser den ved hele tiden at overtænke, så crasher den, får stress og kører i nøjagtig de samme spor, igen og igen. Vi mister overblikket, har svært ved at tænke klart og oplever det meste som op ad bakke og uoverskueligt. Det er de samme neurologisk netværk vi pløjer ned i og vores indre hjernesekretær, der kan klare det meste, hvis han får fred til det, får aldrig arbejdsro.
Så løsningen på vores problemer er sjovt nok at holde op med at tænke så forbandet meget. At skrue ned for grublerierne og bekymringerne og den tid og det fokus vi bruger på det. Eller at beslutte sig for hvornår, hvor længe og på hvilken måde, vi vil tage os af problemerne, hvis der er noget der kræver vores opmærksomhed eller noget vi skal handle på.
Det kan man heldigvis lære ret let, uden at skulle rode og pille i fortiden og i alle problemerne. Det efterlader båndbredde til at leve et liv, hvor vi ikke hele tiden skal bruge al vores mentale kapacitet på ting der ikke findes en forklaring på – eller som egentlig ikke kræver mere af vores opmærksomhed.
