Har du undret dig over, hvad der blev af det lille, søde, relativt artige og velduftende barn der tidligere var en del af familien? Og tænkt i timer over hvad DU har gjort galt og hvem der mon har placeret det relativt arrige, meget lidt samarbejdsvillige og til tider fælt lugtende individ der nu bevæger sig trampende rundt på matriklen? Så er du ikke alene.
Langt de fleste forældre er i perioder tæt på en reel nedsmeltning når de skal kommunikere med deres hastigt voksende teenager. Det kan opleves som en daglig krig, et maraton i overlevelsesstrategier, for så pludselig at vende et par timer eller dage, inden I igen vender tilbage til hver sin skyttegrav. Jeg har hørt det utallige gange fra fortvivlede forældre i terapilokalet. De har været ulykkelige, fortvivlede, vrede, irriterede og ikke mindst magtesløse i deres bestræbelser på at nå ind til det barn de nu næsten ikke kan genkende og føler sig smerteligt adskilt fra.
Det første jeg gør er altid at forklare far eller mor, at deres teenager ikke er den manifesterede ondskab selv, der blot oplever det som sin fornemste opgave at være i opposition til resten af (den voksne) verden. Deres teenager er i gang med sin anden ”individuations”-proces, hvor en af de centrale opgaver er at adskille sig selv fra mor og far for at finde ind til kernen af ”hvem er jeg”. Rent fysiologisk sker der så stor en omvæltning i kroppen og i hjernen på en teenager, at det snildt ville kunne retfærdiggøre et skilt i panden på den unge hvor der står ”lukket på grund af ombygning”. De kan IKKE gøre for det – og det skal under alle omstændigheder ikke tages personligt, selv om det er lettere sagt end gjort.
For at kunne finde ind til kernen af sig selv, forstået som livsværdier og som ”hvem vil og skal jeg være i verden i forhold til mig selv og andre”, er den unge nødt til at fjerne sig fra den mor og far som han eller hun tidligere har været en mere eller mindre sammensmeltet del af. Det er faktisk teenagerens opgave at være i opposition til det bestående, at sætte spørgsmålstegn ved alt, at gøre oprør, forkaste og måske endda til og med foragte det, for derigennem at opnå autonomi og selvstændighed. Og netop derfor indtager de ofte synspunkter og udviser adfærd de umuligt – tænker vi – kan stå inde for. Og det gør de så alligevel, fordi de følelsesmæssigt er fanget i det.
I den periode bliver en af de vigtigste opgaver som forældre, at droppe tanken om at ”opdrage” eller verbalt banke teenageren på plads. Det løb er kørt. Man kan ikke ”opdrage” teenagere, men man kan vejlede, motivere og coache dem. Bruger man magt og verbal straf, vil man med al sandsynlighed blot få gravet grøfterne dybere, formindske nærheden og forøge afstanden imellem parterne. Dette gælder i øvrigt ikke kun teenagere, men alle børn.
Min erfaring med teenagere er, at der er tre primære ting man som forældre kan benytte sig af for at blive på samme frekvens og forbedre kommunikationen:
1. Udvis empati og nysgerrighed
Vær åben, nysgerrig og forsøg at koble dig på det der måske kun giver lidt mening for dig. Øv dig i at tænke, at du ikke nødvendigvis behøver at være enig, men udvis respekt for de forskellige synspunkter. Spørg ind, udforsk forskelligheden og anerkend at det ikke nødvendigvis er dig der står med hele sandheden. Vær åben overfor, at det den unge siger giver mening for ham eller hende, selv om det måske er helt sort for dig. Forestil dig at I kommer fra to forskellige øer og at din opgave lige nu er at gå rundt på din teenagers ø og udforske den. Læg alle dine egne ideer og fordomme til side. Du behøver ikke at være enig, blot at anerkende de forskellige synspunkter.
2. Hold frekvensen åben
Når du går i gang med at udforske hvor din teenager kommer fra, så brug spørgsmål der ikke kun kan besvares med et ”ja” eller ”nej”. Forestil dig at du er en moderne Sherlock Holmes, der er i gang med at udforske et helt ukendt territorium – og forsøg at være i hold-da-op-hvor-det-her-er-spændende mode. Det indebærer også, at du er fuldt ud tilstede og ikke har gang i iPhonen eller iPad’den samtidig.
Der er ingen given facitliste, intet kendt mål, men kun en fælles udforskning af feltet.
Sig fx: ”Det du siger forstår jeg måske ikke helt. Men jeg vil faktisk gerne forstå det, så hjælp mig lige”. Eller: ”Det lyder da som en spændende idé. Fortæl mig lige lidt mere om hvordan du har tænkt dig at ……”. Eller: ”Den vinkel havde jeg ikke lige set eller tænkt på. Hvordan hænger det sammen med …..”. Åbne spørgsmål leder til refleksion og kan føre os til steder vi slet ikke havde forestillet os.
3. Gentag det der bliver sagt med dine egne ord
At gentage det der bliver sagt sikrer at du hele tiden er på samme frekvens som din teenager. Lad være med at lege papegøje, men sigt mere efter en opsummering med dine egne ord af det du har hørt. Husk at bruge nogle af de ord, som du kan høre har særlig vægt eller betydning. Ved at gentage med jævne mellemrum, giver du ham eller hende en oplevelse af at være vigtig og at blive set, hørt og mødt, som det hedder på terapeutsprog. Det har alle mennesker brug for, ikke kun teenagere. Vær også opmærksom på, at dit kropssprog og dit tonefald er åbent og imødekommende.
En af ophavsmændene til Appreciative Inquiry, Peter Lang, fortalte mig engang følgende historie om sig selv og sin teenagedatter: Datteren skulle som 16-årig til fest og var på vej ned af trappen til entreen, hvor Peter var ved at gøre sig klar til gåtur med hunden. Hun så, i Peters øjne, forfærdelig ud. Tøjet var laset og hullet, nederdelen var af sort læder, fyldt med sikkerhedsnåle og super kort og hun havde tonsvis af make-up på. Hans første indskydelse var at give hende et møgfald og sende hende tilbage på værelset for at klæde om, men i stedet for spiste han sin egen medicin. ”Hvor ser du skøn ud skat, fortæl mig lige lidt mere om den fest du skal til” sagde han med så meget varme han kunne mobilisere i stemmen. ”Synes du far?” svarede den 16-årige ”hmmmmm, jeg synes egentlig selv det er lidt for meget” – hvorefter hun drejede om på trappen og forsvandt op på værelset for at klæde om. Det er indlysende hvad der var sket, hvis Peter havde fulgt sin første indskydelse.
Som 17-årig meddelte min egen søn mig en morgen, at han – sammen med sin bedste ven – havde overvejet at droppe gymnasiet for at køre Europa tyndt i et gammelt folkevognsrugbrød. De ville spille sig igennem et helt sabbatår, med to guitarer og en hat til at samle mønter i. Mine forbehold, formaninger, bekymringer og lurende forbud stod i kø, men lykkeligvis nåede jeg at både synke og tage en dyb indånding: ”Det lyder da helt fantastisk spændende skat. Fed idé – det skal I da gøre”. Og så begyndte jeg stille og roligt at stille spørgsmål og udforske idéen sammen med ham. “Hvad med reparationer på den gamle bil. Skal I tage et mekanikerkursus inden”og “hvor har I tænkt jer at tegne forsikring på bilen henne?”og “det bliver da spændende at starte i en helt ny klasse når I kommer tilbage” o.s.v. Dagen efter var idéen droppet. Jeg føler mig overbevist om, at var jeg gået i opposition lige der, så havde idéen været endnu mere attraktiv. Tarveligt – måske, men det var ikke mig der sagde at han ikke måtte. Jeg coachede ham bare.
Nedenstående udsagn kan måske forsikre dig om at du ikke er alene, hvis du synes det er svært at at “nå” din teenager. Sådan har det angiveligt været igennem alle tider. Men det kan være en god idé at få hjælp, hvis I slet ikke kan kommunikere. Nogle få timers coaching og refleksion kan ofte bringe tingene tilbage på sporet.
»Vore dages ungdom elsker luksus. Den har dårlige manerer, foragter autoritet, har ingen respekt for ældre mennesker og snakker når den skulle arbejde. De unge rejser sig ikke længere op, når ældre kommer ind i et værelse. Den modsiger sine forældre, skryder i selskaber, sluger desserten ved spisebordet, lægger benene overkors og tyranniserer lærerne«.
Sokrates, år 469-399 f.Kr.
