Jeg er generelt ikke vild med nyheder. Ikke fordi jeg ikke er interesseret i hvad der foregår i verden omkring mig, men fordi jeg meget ofte har oplevelsen af, at blive taget ved næsen.
Egentlig er det vel også en tilsnigelse at sige “oplevelse af” – for reelt set er det vel et faktum, at en meget stor del af de nyheder, der cirkulerer i medierne, er fake news. De skal tages med et meget stort gran salt og der skal spises lidt brød til.
“Narhhhhhhhh……” tænker jeg pænt tit, når jeg læser overskrifterne på BT og EB udenfor SuperBrugsen, eller scroller igennem Facebook. “Den må de sgu’ længere ud på landet med.”
Jeg har det på samme måde med mine tanker. Dem sluger jeg ikke (mere) bare råt. Jeg står vagt ved havelågen, når min indre og altid vågne og meget kække roommate, står klar med de vildeste kommentatorspor til ALT hvad der foregår i mit liv. Konstante kommentarer i retning af: “Jamen, hvad nu hvis …..”, eller “er han mon sur, fordi jeg sagde….” eller “det her går garanteret galt, fordi….” eller “den der ømhed i nakken, kunne det mon være…..?”. Listen er uendelig – for min roommate er meget, meget kreativ og kræver sin del af båndbredden i min hjerne, hvis han får lov.
Hvis du nu tænker:”Hvad snakker hun om? Jeg har da ikke en indre roommate?” Så er det den jeg snakker om. Stemmen inde i hovedet.
Jeg bliver tit taget ved næsen af min roommate, uden at opdage det. Så bliver jeg lige kørt en omgang rundt i følelsescentrifugen og rusket. Mærker ubehaget fra kroppen – og vågner! Hallåå, den tanke abonnerer jeg altså ikke på.
Jeg angriber det sådan her: Fokus væk fra mig selv. Stå af tankebussen og efterlade tanken der (det var den forkerte bus jeg var hoppet på) – grine lidt, og gå videre med min dag. Nogle gange går der få sekunder, så banker tanken på igen. Samme teknik. Og til sidst giver den op.
Der er gået sport i det. Så selv om min indre roommate er snu, så kender jeg efterhånden de fleste af hans udklædninger og de tanker (kaldet “triggere” i den metakognitive terapi) der kan sparke døren ind hos mig. Han skal stå tidligt op, for at have en chance.
En enorm stor del af det der foregår i vores tankesind er fuldstændig ligesom fake news. Rent crap og totalt unyttigt. Det laver ravage, dræner os for energi og overskud og bidrager absolut ikke med noget. Bekymringer, bekymringer, bekymringer.
“Jahhhhhh, men……” hører jeg dig sige. Det kan vel også være nyttigt at bekymre sig og gruble (læs: at tro på det din roommate siger) for at løse problemer og komme katastrofer i forkøbet, eller?
Jeg troede det samme, indtil jeg lærte at lade være med at lytte til alt hvad min roommate disker op med. Prøv – bare for sjov – at sætte dig ned, bare et par minutter, helt stille. Kig ind i dit tankesind og observer hvad der foregår. Forestil dig nu, at det var en ven der fortalte dig det samme, i fuldt alvor, som din roommate lige nu forsøger at prakke dig på. Hvad ville du så tænke? Og ville det give så meget mening, at du synes din ven skulle tage det for gode varer?
Og ville det være muligt at bekymre sig og gruble mindre – og løse sine problemer alligevel? Altså en slags “Lean” strategi for din hjerne? At lære at lade lortet være, hvis det ikke bidrager med noget? At tage beslutninger og sætte handling på, men på meget kortere tid?
Mark Twain er citeret for at have sagt:”Jeg har haft mange bekymringer i mit liv. Kun de færreste af dem, er blevet til noget.” At stå vagt ved havelågen og lade være med at hoppe på alt hvad din indre stemme fortæller dig, efterlader vældig meget båndbredde til sjovere ting, end at bekymre sig og gruble. Prøv det, bare lidt. Du kan altid gå tilbage til din gamle strategi, hvis den virker bedre for dig.
